Kosovo interesseret i danske energiløsninger

By 10. marts 2017Nyheder

FleksEnergi har haft besøg af en delegation fra Kosovo, som var i Danmark for at lære om danske energiløsninger og klyngearbejde.

Delegationen bestod af virksomheder, der arbejder inden for metalindustrien og vedvarende energi, ministeriet for handel og industri og deltagere fra universitetet i Pristina. Alle deltagere kommer fra den nyetableret klynge MIRECK, der arbejder inden for vedvarende energi og metalindustrien.

Begejstrede deltagere
Delegationen startede deres tur i Tyskland, hvor de bl.a. mødtes med universiteter og virksomheder. Herefter gik turen til SDU, som fortalte om solceller. Turen blev afsluttet ved FleksEnergi-medlemmet Arcon-Sunmark, der viste deres solfangeranlæg i Vojens frem.   

Deltagerne var meget begejstret for anlægget. En af deltagerne, som er repræsentant for en by med 100.000 indbyggere, fortalte mig at han vil opfordre borgmesteren til at lave en renovering af byens fjernvarmeanlæg, som i dag kører på olie, sådan at de også får et solfangeranlæg. Arcon-Sunmark er et meget aktivt medlem af FleksEnergi. Arcon-Sunmark har virkelig fundet et godt koncept som de i samarbejde med vores dygtige fjernvarmeværker får installeret på rigtig mange anlæg, fortæller projektleder Hanne Skovby.

Fjernvarme i Kosovo
I Kosovo er fjernvarme meget udbredt. I hovedstaden, Pristina har stort set alle byens 500.000 indbyggere fjernvarme. Dog er det meget gammelt og ineffektivt og ofte med fremløbstemperaturer på 100 grader. Alt fjernvarme kommer fra kraftvarmeværker, der kører på olie eller kul.

9 % af Kosovos energiforsyning kommer i dag fra vedvarende energi men målet er 25 % inden år 2020. Der er derfor masser af forretningsmuligheder for danske fjernvarmevirksomheder.