Grøn verdenspremiere i Brønderslev

By 1. maj 2017Nyheder

Kapaciteten i Brønderslev Forsynings nye, unikke solvarmeanlæg skal udnyttes fuldt ud, når solens stråler for alvor brænder igennem i sommerhalvåret. Aalborg CSP har udviklet anlægget, der er det eneste af sin slags i verden.

Siden slutningen af december har Brønderslev Forsynings 26.929 m2 store CSP-solvarmeanlæg produceret varme. Men det er først nu, hvor forårssolens stråler rigtigt begynder at titte frem, at borgerne i Brønderslev begynder at mærke den store effekt af anlægget.

For nu skal det nye solenergianlæg for alvor i gang med at høste solens stråler til brug i det lokale kraftvarmeværk.

Grøn verdenspremiere i Brønderslev
Der var tale om en decideret verdenspremiere, da anlægget i Brønderslev blev taget i drift sidste år. Det unikke er, at solenergien ikke udelukkende skal levere varme. Det skal også medvirke til at drive en el-turbine på det nye biomassebaseret kraftvarmeværk – det såkaldte ORC-anlæg – som er under opførelse i Brønderslev, og som forventes at sætte nye standarder for fjernvarmeproduktion.

Solvarmeanlægget kan således veksle mellem at levere kombineret elektricitet og fjernvarme gennem ORC-anlægget eller udelukkende levere fjernvarme.
Solens stråler rammer spejle der er placeret som et trug og reflekteres videre til et receiverrør der opvarmes af strålerne. I alt er der 5 kilometer receiverrør, fordelt over 40 rækker á 125 meter, der modtager solens stråler. Receiverrøret omkranses af et vacuum glasrør, og inde i røret løber en termisk olie på 330 ºC – opvarmet udelukkende af solen.

Når solen virkelig får lov at bage på soltrugene i sommerhalvåret, ligger solvarmeanlæggets ydelse på 16,6 megawatt.

Fra Australsk ørken til Brønderslev
Hos leverandøren, Aalborg CSP, som har specialiseret sig i udvikling og levering af innovative vedvarende energiløsninger, udgør eksport allerede en stor del af hverdagen.

Virksomheden har blandt andet leveret et solenergisystem til dyrkning af tomater i den australske ørken og har ligeledes kunder i solrige lande som Kina, Indien og Spanien. Og nu altså også i Brønderslev, hvor forårssolen først lige er begyndt at skinne igennem.