Drop de små varmepumper i byområder

By 8. marts 2017Nyheder

I stedet for at satse på individuel opvarmning i byområder, skal vi satse på mere fjernvarme.

Det er min oplevelse, at varmepumper til individuel opvarmning er gået hen og blevet lidt ”smarte”, og varmepumperne er for mange blevet synonyme med ”grøn energi” og energieffektivitet. Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at få aflivet nogle myter om varmepumper.

Når vi taler om varmepumper, så er det vigtigt at skelne mellem små individuelle varmepumper og store varmepumper, da der er væsentlige forskelle på de to typer. Mindre varmepumper har mindre effekt, er ikke så effektive (lavere COP) og er dyrere per kWh. De er dog oftest langt at foretrække og udgør et mere miljøvenligt alternativ, hvis man sammenligner dem med fx oliefyr.

Det er sandt, at varmepumper er virkelig smarte, og de kan også langt hen ad vejen betragtes som en ”grøn” miljøteknologi. De fleste varmepumper kører på el, som i Danmark for en stor dels vedkommende produceres af vindmøller. Faktisk kan varmepumper, når de anvendes i den kollektive varmeforsyning, være med til at afhjælpe Danmarks udfordring med høj el-produktion når det blæser meget, fordi den ekstra el kan bruges til at producere miljøvenlig fjernvarme med hjælp fra store varmepumper, og fordi der i fjernvarmesystemerne er varmelagre og andre produktionsenheder, så varmepumperne ikke behøver at bruge el i perioder med lav elproduktion fra vind og sol.

Jeg er en klar fortaler for større anvendelse af varmepumper i Danmark, men det skal ske som en del af fjernvarmeforsyningen i de områder, hvor det giver mening. Væksten sker i de større byer, og det er også primært i udkanterne af de større byer, at der bygges nyt. Her skal der tænkes fjernvarme ind i planlægningen og ikke små, individuelle varmepumper. Større varmepumper må til gengæld meget gerne tænkes ind i den kollektive varmeplanlægning.

Der er en grund til, at kollektiv opvarmning er så udbredt i Danmark. Det giver nemlig god mening i meget store dele af landet. I øjeblikket har 64 % af danskerne adgang til fjernvarmenettet, og det giver plads til en udvidelse af nettet på 5-10 % ifølge Danmarks førende forskere på området.

Kommer vi dog så langt væk fra byområderne, at de investerings- og miljømæssige omkostninger ved at udvide fjernvarmenettet ikke står mål med samme omkostninger ved en individuel varmepumpe, så er en individuel varmepumpe selvfølgelig en langt bedre løsning end fx et oliefyr.